Yachten har kostet omkring 2,7 milliarder kroner at konstruere.
Yachten har kostet omkring 2,7 milliarder kroner at konstruere. Foto: AXEL HEIMKEN
Det ser både fantastisk og intimiderende ud. Det må man give ham. Den russiske rigmand, der fik en verdenskendt designer til at bygge ham verdens største sejlskib.
Men om det er praktisk en helt anden sag.
For faktisk er det så upraktisk, at det kan komme til at påvirke Danmark, når det enorme sejlskib skal sejles fra Nordtyskland, hvor det er blevet bygget.
 
Ejeren af luksusyachten, der har fået navnet ’Sailing Yacht A’ er den russiske mangemilliadær Andrey Igorevich Melnichenko. Han fik den hotte designer Philippe Starck til at lave sit nye legetøj, som endte med en pris på svimlende tre milliarder kroner.
Men så får man også noget for pengene.
Her ses skibet, inden det blev sat til søs.
Her ses skibet, inden det blev sat til søs. Foto: MATTHIAS HOENIG

’Sailing Yacht A’ er omkring 142 meter lang. Skibets længste mast står 91 meter op i luften. Det er næsten lige så højt som Big Ben i London eller tre gange Rundetårn.
Og det er denne mast, der kan komme til at betyde, at danskere skal sættes i sving, så han kan få sin båd hjem, skriver Jyllands-Posten.
Yachten er nemlig bygget i Kiel i Tyskland, og for at komme ud på de store have skal den derfor sejle gennem enten Storebælt eller Øresund.
Men begge har broer, som på ingen måde kan lade det majestætiske skib og dens massive master sejle under.
Derfor må ’Sailing Yacht A’ gelejdes ud på en alternativ rute gennem den knap så kendte Drogden-rende, der strækker sig mellem Amager og Saltholm.
Men det giver endnu et problem. For det er så tæt på Københavns Lufthavn, at lavtflyvende fly kan brage ind i masterne.
Endnu et billede af yachten, der blev søsat søndag 16. oktober i Tyskland.
Endnu et billede af yachten, der blev søsat søndag 16. oktober i Tyskland. Foto: AXEL HEIMKEN

Derfor skal rigmanden lige give et lille praj, når han vil forbi, så den danske lufthavn kan gøre plads.
»Københavns Lufthavn ligger ved renden. Derfor er det planlagt, at lufthavnen bliver kontaktet 30 minutter før skibet ankommer,« siger en talsmand for Nobiskrug skibsværft, som er producenten bag 'Sailing Yacht A', ifølge Jyllands-Posten til The Times.
Yachten har otte dæk og helikopterlandingsplads på toppen. Der er tilsyneladende kun gjort plads til 20 gæster og 54 besætningsmedlemmer, så man må formode, at gæsterne kommer til at kunne boltre sig på masser af dejlig plads.

»Det er det perfekte skib til fester. Og vi eeeelsker fester,« har rigmandens hustru tidligere udtalt til magasinet Harper's Bazaar.
Da hun fyldte 30, havde hendes mand hyret Jennifer Lopez til at optræde ved festen. Og da de blev gift, var det Christina Aguilera, Whitney Houston, Julio og Enrique Inglesias der optrådte.
Skibets længste mast står 91 meter op i luften.
Skibets længste mast står 91 meter op i luften. Foto: MARKUS SCHOLZ