mandag 3. juni 2013

SAS trues - Visste vi det ikke.....

Luftfart 02.06.13 kl. 22:30 Fra Jyllandsposten
Foto: Jens Dresling / Polfoto

Omstridt lavprismodel truer SAS

Lavprisselskaberne dumper løn- og arbejdsvilkår for piloter og stewardesser. Det kan udløse ny spareplan i SAS.

Kreative ansættelsesvilkår og skattemæssige krumspring for det flyvende personale er en hastigt voksende trussel mod SAS.
Konkurrenterne i luftfarten benytter i stigende omfang piloter fra vikarbureauer og lavtlønnede stewardesser. Dermed sparer de mange hundrede mio. kr. i omkostninger, uden at SAS kan følge med. Det kan udløse en ny spareplan i SAS, som i efteråret var igennem en dramatisk overlevelseskamp.
»De nye og aggressive løn- og arbejdsvilkår hos lavprisselskaberne kan være forskellen mellem overskud og underskud for SAS. Hvis udviklingen fortsætter, må medarbejderne forberede sig på en ny spareplan,« siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.
SAS ser med stor alvor på udviklingen. I en henvendelse til transportminister Henrik Dam Kristensen (S) skriver SAS, at selskabets ”muligheder for i fremtiden at drive dansk forankret luftfart vil være alvorligt truet”, hvis konkurrenter med baser og medarbejdere i Danmark kan drives efter de nye spilleregler.

Piloter er vikarer

»Det er klart, at det vil være sværere at klare sig i konkurrencen, hvis der breder sig nogle modeller, som SAS ikke ønsker og ikke har mulighed for at være en del af,« siger Flemming Jensen, koncerndirektør i SAS.
Det er først og fremmest Ryanair, som i stor stil hyrer piloter hos vikarbureauer, som har adresse i lande med meget lave skatteprocenter. Det irske lavprisselskab benytter desuden udenlandsk kabinepersonale med lønninger ned til 10.000 kr. om måneden. Ryanair har netop meddelt, at selskabet vil kapre passagerer og markedsandele i Nordeuropa, som er hjemmebane for SAS.

Klassens pæne dreng

Ryanairs metoder kopieres af andre flyselskaber, herunder Norwegian. Det norske lavprisselskab er den største konkurrent til SAS. Norwegian vokser aggressivt, og alene i år øges trafikken med 25 pct.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, vurderer, at de kreative vilkår kan gøre det vanskeligt for SAS at overleve.
»SAS er den pæne dreng i klassen. Spørgsmålet er, om man kan eksistere som luftfartselskab uden disse vilkår. Forbrugerne ser på prisen og er bedøvende ligeglade med de arbejdsforhold, som ligger bag,« siger Flemming Ibsen.
SAS understreger, at selskabet anerkender arbejdskraftens frie bevægelighed.
»Men når flyselskaberne opererer og har personale i Skandinavien, må det være rimeligt, at de ansatte er socialt sikrede og betaler skat. Sådan er det i SAS, hvor medarbejderne hvert år betaler 7,5 mia. kr. i skat,« siger Flemming Jensen.

Ryanair: Vi følger reglerne

Ryanair afviser, at selskabet gør noget forkert.
»Ryanair og vores kontraktansatte lever fuldt ud op til skattereglerne og de sociale forpligtelser i EU og Irland. SAS kan ikke pege på en eneste EU-regel, som ikke bliver overholdt,« siger Robin Kiely, kommunikationsdirektør i Ryanair.

Erhverv & Økonomi 02.06.13 kl. 22:30
Ryanair har udfordret reglerne så meget, at det er på tide at undersøge, om de er gået for langt, siger koncerndirektør Flemming Jensen, SAS. Foto: Sanne Vils Axelsen

SAS kan blive tvunget til ny spareplan


Luftfart: SAS vil have kulegravet lavprisselskabernes kreative modeller. Selskabet frygter, at Ryanair åbner i København.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.