Kort nyt om coronakrisen
Følg med i vores opsummering af
internationale luftfartsnyheder om COVID-19, der i øjeblikket påvirker
flyselskaber og lufthavne over hele verden.
·
IAG vil revurdere plan om opstart den 1. juli
(11-05-20 – 22:00)
IAG-koncernchef Willie Walsh er så utilfreds med den britiske regerings
beslutning om 14 dages hjemmekarantæne for alle ankommende passagerer til
Storbritannien, at planen om at genoptage flyvningerne fra den 1. juli med op
til 45 procent af den oprindelige kapacitet i tredje kvartal, vil blive
revurderet.
Aktiesalg fra rumfartsturisme skal redde Virgin Atlantic
(11-05-20 – 21:55)
Virgin-stifteren Sir Richard Branson vil sælge en aktiepost i
rumturismeprojektet Virgin Galactic for at hente 3,5 milliarder kroner til at
sikre redningen af Virgin Atlantic, der i sidste uge annoncerede, at 3.000 af
10.000 stillinger skal skæres væk.
Den britiske milliardær er
blevet kritiseret for at søge statsstøtte, når han selv besidder en stor
milliardformue.
British Airways
overvejer fremtid i London City Airport
(11-05-20 – 21:50)
Koncernchef Willie Walsh siger til britiske medier, at selskabet står fast på
at blive i London Gatwick Airport. Derimod er der aktuelle overvejelser om at
trække sig ud af London City Airport.
Tallinn vil have genåbnet ruter til Skandinavien og syv
andre destinationer
(11-05-20 – 21:45) Lufthavne
i estiske Tallinn vil forsøge at få genåbnet ruter til 10 destinationer, som
lufthavnen finder er vigtige for Estland.
De 10 destinationer er
Berlin, Frankfurt, Helsinki, København, London, Moskva, Oslo, Riga, Stockholm
og Warszawa. Lufthavnen har ikke fået meddelelse fra operatørerne, at ruterne
er lukket, omend der ikke er konkrete planer for, hvornår de skal i gang igen.
KLM vender tilbage til Aalborg
(11-05-20 – 11:10) KLM
forventer at genoptage flyvningerne fra Amsterdam Schiphol til Aalborg Lufthavn
fra 1. juni. Der flyves i første omgang én gang dagligt med 88-sæders Embraer
E-175.
KLM har under coronakrisen
fløjet til både København og Billund med et stærkt reduceret trafikprogram.
98 procent færre passagerer i svenske lufthavne
(11-05-20 – 11:05) I de 10
svenske lufthavne, der drives af den statslige lufthavnsoperatør Swedavia, var
der i april blot 63.000 passagerer, hvilket svarer til en tilbagegang på
98 procent fra 3,2 millioner passagerer i samme måned året før.
Det fordelte sig med 37.500
internationale passagerer og 25.500 indenrigspassagerer. I Stockholm
Arlanda-lufthavnen var der i april 46.000 rejsende mod omkring to milioner året
før.
Otte af Swedavias lufthavne
havde færre end 3.000 passagerer i april, og to lufthavne, henholdsvis
Stockholm-Bromma og Ronneby Airport havde ingen passagerer på kommercielle
rute- eller charterflyvninger.
Tidligst fly til Fiji i juli
(11-05-20 – 11:00) Fiji
Airways har forlænget de internationale aflysninger frem til udgangen af juni
som følge af COVID-19-pandemien.
Når flyvningerne efter
planen genoptages den 1. juli forventer selskabet samtidig et reduceret
trafikprogram som følge af den lavere efterspørgsel.
Flyselskab skal afskedige 2.000 som betingelse for
lånegaranti
(11-05-20 – 08:10) Den
israelske stat har besluttet at stille lånegarantier til rådighed for El Al for
et beløb svarende til næsten 2,8 milliarder danske kroner.
Der er dog flere betingelser
knyttet til lånegarantien, og det er blandt andet, at det israelske flyselskab
skal afskedige 2.000 medarbejdere, hvilket svarer til omkring en tredjedel af
den samlede arbejdsstyrke.
Qantas udsætter bestilling og levering af nye fly
(11-05-20 – 08:05)
Australske Qantas har besluttet at udsætte leveringen af nye fly.
I 2020 skulle selskabet
modtage tre nye Boeing 787-9 Dreamlinere, og fra august 2020 skulle leveringen
af de første af 18 Airbus A321neo have fundet sted.
Qantas oplyser også, at
planerne om at bestille 12 helt nye ultra langtrækkende Airbus A350 er blevet
sat på pause.
Delta stopper betjeningen af 10 lufthavne
(10-05-20 – 09:10) Delta Air
Lines har besluttet frem til september at indstille flyvninger til 10
amerikanske lufthavne på grund af kapacitetstilpasninger i forbindelse med
COVID-19-pandemien.
Det drejer sig om lufthavne,
hvor det amerikanske SkyTeam-selskab i forvejen flyver til en større lufthavn i
nærheden. De omtalte lufthavne er Chicago Midway,
Oakland International Airport, Hollywood Burbank, Long Beach, Providence,
Westchester County Airport, Stewart International, Akron-Canton,
Manchester-Boston Region og Newport News/Williamsburg.
Air France indfører temperaturkontrol
(10-05-20 – 09:05) Air
France KLM indfører fra mandag den 11. maj påbud om, at passagererne skal bære
mundbind eller ansigtsmasker.
Air France går længere endnu
og vil fra samme dag starte indfasning af en temperaturkontrol af samtlige
afrejsende passagerer.
14-dages karantæne på vej i Storbritannien
(10-05-20 – 09:00) Britisk
medier rapporter, at regeringen er klar til at indføre en 14-dages
karatæneperiode for alle ankommende flypassagerer fra alle lande med undtagelse
af Irland.
Dansk flyselskab får første underskud nogensinde
(08-05-20 – 17:40) Billund
baserede SUN-AIR Aviation Group styrer mod det første underskud i selskabets
42-årige historie.
Selskabets nuværende
regnskabsår går fra 1. oktober 2019 til 30. september 2020, og coronakrisen
kommer til at dominere det meste af perioden.
“Der er 100 procent garanti
for, at vi for første gang nogensinde kommer ud med et negativt resultat,”
siger administrerende direktør Kristoffer Sandberg til JydskeVestkysten.
Lufthansa-koncernen kan betjene 106 destinationer fra juni
(08-05-20 – 17:35) Fra den
1. juni vil Lufthansa-koncernen sende yderligere 80 fly på vingerne, således at
160 fly skal gennemføre et trafikprogram med indtil videre 106 destinationer.
“Vi kan mærke et stort behov og længsel blandt folk om at
rejse igen. Hoteller og restauranter åbner langsomt, og besøg hos venner og
familie tillades i nogle tilfælde igen. Med al forsigtighed gør vi det nu
muligt for folk at indhente og opleve, hvad de måtte undvære i lang tid. Det
siger sig selv, at vores gæster og medarbejderes sikkerhed og sundhed vil være
af højeste prioritet,” skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.
Påbud om brug af mundbind og
ansigtsmasker er blevet godt modtaget af passagererne og vil stadig være
gældende.
Tilbagegang på over 40 procent i tyrkiske lufthavne
(08-05-20 – 17:30) I
perioden fra den 1. januar til den 30. april rejste 33,7 millioner pasagerer
gennem de tyrkiske lufthavne, hvilket er en tilbagegang på 41,3 procent i
forhold til samme periode året før.
Tilbagegangen var størst på
indenrigsflyvningerne, hvor antallet af passagerer faldt med 42,2 procent, mens
der “kun” var et fald på 40,4 procent hos de internationale passagerer.
SWISS genoptager op til 20 procent af flyvningerne
(08-05-20 – 17:25) SWISS
meddeler, at selskabet i juni forventer at genoptage mellem 15 og 20 procent af
det oprindelige trafikprogram.
Ifølge koncernchef Thomas
Klühr vil SWISS kunne gennemføre 140 ugentlige flyvninger fra Zürich til 30
destinationer i Europa og omkring 40 ugentlige operationer fra Geneve til 14
europæiske destinationer.
SWISS vil fortsat flyve tre
gange om ugen til Newark, og fra june vil der blive tilføjet flere
interkontinentale destinationer.
Piloter har ikke fået løn i tre måneder
(08-05-20 – 17:20) Indiske medier
skriver, at piloterne i Air India er desperate, da de ikke har fået løn i tre
måneder. Der er en stigende kritik af ledelsen i flyselskabet og dens evne til
at håndtere coronakrisen.
Air India er i forvejen
tynget af gæld, og allerede inden COVID-19-pandemien brød ud har den indiske
regering forsøgt at sælge det statsejede flyselskab.
Første underskud i flyselskabs 48-årige historie
(08-05-20 – 17:15) Singapore
Airlines styrer mod det første underskud i selskabets 48-årige historie.
Regnskabsåret 2019/20 løber
fra den 1. april til den 31. marts, og selvom selskabet klarede sig godt i
årets ni første måneder, vil tabene i det sidste kvartal være så store, at der
bliver røde tal på bundlinjen.
I regnskabsårets tredje
kvartal kunne Singapore Airlines berette om et nettoverskud på 520 millioner
singapore dollars, hvilket svarer til mere end 2,3 milliarder danske kroner.
Wizz Air vil etablere base i Gatwick
(08-05-20 – 17:10) British Airways
overvejer at trække sig held ud af Gatwick Airport, mens Norwegian har opgivet
at flyve fra den britiske storlufthavn før april 2021.
Det skaber nye muligheder
for Wizz Air, der i dag har britisk base i London Luton Airport.
“Vi har længe været interesseret
i Gatwick, og vi har klart en ambition om at etablere en base der,” siger
selskabets koncernchef József Váradi.
Myndigheder fjerner krav om social afstand
(08-05-20 – 17:05) De civile
luftfartsmyndigheder i Vietnam har meddelt de vietnamesiske flyselskaber, at
kravet om social afstand i flyene samt passagerbegrænsninger er ophævet fra den
7. maj.
Herudover har man også
fjernet restriktionerne på antallet af flyvninger Hanoi, Ho Chi Minh City og Da
Nang.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.