British Airways-piloter klar til strejke
Piloterne hos British Airways har efter en afstemning besluttet at gå i strejke, hvis der ikke kommer et forbedret forslag på bordet til en ny overenskomst.
Der er udsigt til kaos i den britiske flytrafik i denne sommer. På 18 udvalgte dage i perioden fra den 26. juli til den 27. august strejker 43 ansatte hos Stobart Aviation Services, der står for indcheckning af easyJets passagerer i London Stansted Airport, og flere end 4.000 ansatte i Heathrow Airport har varslet strejke på seks udvalgte datoer mellem den 26. juli og 24. august.
Disse planlagte strejkeaktioner forventes at blive ledsaget af en strejke blandt piloterne hos British Airways, idet pilotforeningen BALPA (British Airline Pilots Association) mandag kunne offentliggøre, at 93 procent af de medlemmer, der har afgivet deres stemme, har besluttet sig for at gå i strejke.
BALPA-piloterne er utilfredse med det udspil, som British Airways har præsenteret til en ny treårig overenskomst. Der er blevet tilbudt en samlet lønstigning på 11,5 procent over tre år, hvilket er en smule mere end SAS-piloterne i foråret tilkæmpede sig efter syv strejkedøgn.
“Vi ønsker ikke at generere vores kunder, og derfor har vi siden november sidste år forsøgt at løse dette spørgsmål gennem forhandlinger. Det er BA (British Airways, red.), der desværre har valgt at trække det ud til sommermånederne,” siger BALPA-generalsekretæren Brian Strutton.
Ingen udsigt til løsning
Ifølge BALPA vil det være nødvendigt, at British Airways fremsætter et noget bedre tilbud, end hvad der allerede er blevet præsenteret gennem de mange forhandlinger.
Ifølge BALPA vil det være nødvendigt, at British Airways fremsætter et noget bedre tilbud, end hvad der allerede er blevet præsenteret gennem de mange forhandlinger.
Den britiske forligsmandsinstitution ACAS (Advisory, Conciliation and Arbitration Service) har allerede været involveret i tre dages forhandlinger med parterne, men det har ikke ført til noget resultat.
“Ansvaret for løsningen af denne tvist ligger nu hos BA,” lyder det fra BALPA.
British Airways udtrykker skuffelse over BALPA-piloternes beslutning og vil tirsdag ad rettens vej forsøge at forhindre en konflikt.
“Vi fortsætter med at søge alle mulige løsninger for at beskytte vores kunders rejseplaner og opfordrer BALPA til at vende tilbage til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt,” lyder det i en officiel meddelelse fra British Airways.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.