fredag 20. april 2018

Norwegian kansellerer 6 B787-9 - Check-In

Norwegians Boeing 787-9 Dreamliner. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Kinesisk leasingselskab kommer Norwegian til undsætning

Norwegian har afbestilt seks Dreamlinere, der i stedet overtages af det asiatiske leasingselskab BOC Aviation, hvorfra Norwegian senere vil købe eller leje flyene.
Norwegians fortsatte ekspansion på langdistanceruterne er blandt andet affødt af, at flyselskabet har relativt store ordrer på Dreamliner-flyene fra Boeing.
Således skulle Norwegian efter planen købe 10 787-9 Dreamlinere direkte fra Boeing i løbet af 2018 og 2019. Samtidig var der udsigt til, at seks fly af samme type skulle komme ind på leasingaftaler.
De 10 Dreamlinere var en del af en ordre på 19 fly afgivet i slutningen af 2015 direkte til den amerikanske flyproducent, men i løbet af marts har Norwegian i al stilhed afbestilt seks Dreamlinere, der i stedet er blevet overført til Singapore leasingselskabet BOC Aviation via et datterselskab på Cayman Islands. Det skriver bizjournals.com.
Dermed bliver det BOC Aviation og ikke det finansielt pressede Norwegian, der skal betale depositum for leveringen af de seks fly, hvilket kan give et tiltrængt pusterum i forhold til likviditetsdrænende aktiviteter.
Vil købe eller lease
Transaktionen fremgår ifølge det amerikanske medie af Boeings seneste ordredata fra udgangen af marts måned. Her kan man se, at Norwegian har seks færre Dreamliner-fly i ordre, mens BOC Aviation, der er ejet af Bank of China, tilsvarende har øget ordrebeholdningen med seks Dreamlinere.
Norwegians kommunikationschef i USA, Anders Lindström, bekræfter transaktionen og at det norske lavprisflyselskab dermed har reduceret sin direkte ordrebeholdning hos Boeing fra 19 til 13 787-9 Dreamlinere.
Det fremgår af en meddelelse fra BOC Aviation, at man har “givet en option til et flyselskab om enten at overtage flyene på en leasingkontrakt eller købe dem direkte fra leasingselskabet ved leveringen.” Herudover hedder det i meddelelsen fra BOC Aviation, at købsprisen for hvert fly skal betales i rater frem til leveringen, der vil ske i løbet af 2018 og 2019.
Boeing har ifølge bizjournal.com ikke ønsket at kommentere transaktionen.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.