Dette er jengs over hele Europa, også i Norge. (Red.)
Tyske lufthavne mangler penge
De regionale lufthavne i Friedrichshafen og Paderborn i Tyskland er i alvorlige økonomiske vanskeligheder og vil blive forsøgt reddet med kapitaltilførsel og rekonstruktion.
Coronakrisen giver udfordringer for mange mindre lufthavne, som ikke nødvendigvis har de finansielle muskler og muligheder der skal til for at modstå en længevarende krise.
Det gælder også i Tyskland, hvor blandt andre de regionale lufthavne i Friedrichshafen i Sydtyskland og Paderborn i Nordtyskland i øjeblikket er i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
Bodensee-Airport Friedrichshafen, hvor blandt andre danske Sun-Air driver ruter fra, har i lyset af coronakrisen netop fået gennemført en analyse af lufthavnens situation af et eksternt konsulentfirma. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.
Brug for næsten 30 millioner euro
Analysen viser, at lufthavnen som følge af udsigten til lave driftsresultater i 2020 og 2021 og planer om omfattende investeringer i de næste fire år har behov for at få tilført 5,9 millioner euro (44 millioner kroner) årligt frem til og med 2025 – eller i alt 29,5 millioner euro (220 millioner kroner).
De ekstra penge til drift og investeringer skal hentes hos lufthavnens aktionærer samt lufthavnen selv via forskellige finansieringsinstrumenter, herunder offentlige hjælpepakker i forbindelse med coronakrisen samt privat kapital.
Begæring om rekonstruktion
I Flughafen Paderborn Lippstadt i det nordlige Tyskland er situationen så alvorlig, at lufthavnen har været nødt til at indgive en begæring om rekonstruktion. Det skriver mediet airliners.de.
Planen med rekonstruktionen er, at lufthavnen kommercielle operationer skal fortsættes på lang sigt under en ny struktur. Lufthavnens nuværende ledelse bevares under rekonstruktionen, men får hjælp fra en kurator udefra.
Rekonstruktionsplanen indebærer reduktion af lufthavnens omkostninger, herunder “en smertefuld reduktion i antallet af ansatte”, som lufthavnen selv beskriver det. Ifølge en lokal avis vil antallet af medarbejdere i lufthavnen blive reduceret fra de nuværende 170 til blot 65 medarbejdere.
Lufthavnen i Paderborn har i øjeblikket omkring 85 procent færre passagerer end på samme tidspunkt sidste år, sagde lufthavnschef Marc Cezanne i et interview med airliners.de i slutningen af august.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.