Drone forstyrrede flytrafik i CPH
Fly måtte omdirigeres fra en startbane til en anden, da flyvelederne i Københavns Lufthavn søndag observerede en drone i udflyvningsområdet.
Opmærksomme flyveledere i kontroltårnet i Københavns Lufthavn greb hurtigt til handling, da de søndag eftermiddag fra tårnet i den sydlige del af lufthavnen observerede en drone i luften. Dronen fløj udenfor lufthavnens hegn, men i udflyvningen fra bane 04R. Netop den bane, som på det tidspunkt blev brugt til starter.
Derfor blev en række fly bedt om at benytte bane 30 i stedet, mens flyvelederne greb telefonen og alarmerede Københavns Lufthavns operationscenter og Københavns Politi.
”Vi holder selvfølgelig et skarpt øje med, hvad der foregår på og omkring banerne – og når vi ser en drone så tæt på, som vi gjorde søndag, tager vi det meget alvorligt. Derfor valgte vi i en kort periode at benytte bane 30 som startbane, i stedet for bane 04R, som starterne ellers var planlagt på”, fortæller Steffen Gammelgaard Willumsen, chef for Naviairs kontroltårn i Københavns Lufthavn, og fortsætter:
”Det er selvsagt meget alvorligt, når sådan en situation opstår. Det er ulovligt at flyve med sin drone i en radius af 5 km fra alle lufthavnens baner, fordi der potentielt kan opstå en meget farlig situation, hvis en drone kommer i karambolage med et fly.”
Efter en periode var dronen forsvundet, og flyvelederne gik tilbage til at lade de startende fly benytte bane 04R.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.