Icelandair fyrer 24 MAX-piloter
Det globale flyveforbud mod Boeing 737 MAX koster nu 24 piloter jobbet hos Icelandair. Flyselskabet AZAL annullerer ordre på 10 MAX på grund af sikkerhedsproblemerne.
Det islandske flyselskab, Icelandair, har afskediget en række piloter og udsat ansættelsen af et yderligere antal som følge af groundingen af Boeing 737 MAX. Det drejer sig om 24 piloter, som blev ansat sidste efterår, og som allerede var begyndt at flyve selskabets otte Boeing 737 MAX, da flytypen fik globalt flyveforbud i marts.
Derudover har Icelandair udsat ansættelsen af yderligere 21 piloter, der allerede var begyndt træningen på flytypen.
”Denne beslutning blev truffet, da det forventes, at suspensionen af 737 MAX-flyet vil vare længere end beregnet, og fordi vi allerede har foretaget ændringer i vores flyveplaner frem til 15. september for at afspejle det,” siger en talsmand for Icelandair til det internationale luftfartsmedie, Air Transport World.
Icelandair håber dog på at kunne genansætte piloterne, så snart selskabet har et bedre overblik over, hvordan situationen med MAX-flyene vil udvikle sig.
Mistet troen på MAXHvor Icelandair fortsat har tiltro til flyet og derfor fastholder sin ordre på i alt 16 Boeing 737 MAX, så har det aserbajdsjanske flyselskab, AZAL, mistet tiltroen til det ulykkesramte Boeing-fly.
Det betyder, at AZAL ifølge Reuters har annulleret sin ordre på i alt 10 Boeing 737 MAX-8 til en værdi af cirka én milliard dollars.
”AZAL har afvist at købe 10 fly fra Boeing på grund af sikkerhedsgrunde,” sagde AZAL’s talsmand, Pasha Kesaminsy, til Reuters.
Ifølge andre, internationale nyhedsbureauer er det dog kun MAX-flyene, som AZAL har mistet tiltroen til. AZAL skulle fortsat være interesseret i at købe en række wide body-fly hos Boeing, ligesom man overvejer at konvertere ordren på MAX-flyene til ”andre modeller”, hvilket så i givet fald sandsynligvis vil være 737NG.
Først på vingerne i decemberDe seneste uger har flere flyselskaber reageret på den fortsatte usikkerhed om, hvornår flyveforbuddet mod MAX bliver hævet. For eksempel har Icelandair lagt sine flyveplaner om og besluttet sig for at holde MAX-flyene ude af programmet helt frem til midten af september.
Og på den netop overståede IATA-konference, luftede flere flyselskaber deres holdninger til MAX – og til flyveforbuddet. For eksempel sagde Emirates’ topchef, sir Tim Clark, at han regner med, at MAX-flyene først vil være tilbage på vingerne til december, fordi der er skabt usikkerhed om de forskellige flyvesikkerhedsmyndigheders re-certificering af MAX.
Emirates opererer ikke selv Boeing 737 MAX, men lavpris-søsterselskabet, Flydubai, er verdens næststørste MAX-kunde med ordrer på i alt 236 MAX 8, 9 og 10, hvoraf 14 styk er leveret.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.