fredag 30. juni 2017

Norwegian kjente godt til at de ville få mannskapsmangel denne sommeren - Check-In

Norwegian advaret om pilotmangel for længe siden

Norwegian blev allerede sidste år advaret om den risiko for pilotmangel, som i denne uge tvang selskabet til at masseaflyse flyafgange.
I weekenden og starten af denne uge måtte Norwegian masseaflyse flyvninger på grund af pilotmangel. Det ramte flere tusind Norwegian-passagerer på flyvninger fra blandt andet København, Aalborg, Oslo og Stockholm. I den forbindelse gav selskabets talspersoner i Norge og Danmark indtryk af, at der var tale om pludseligt opståede ”ekstraordinære uregelmæssigheder”, som selskabet ikke havde kunnet forudse.
Nu viser referater mellem Norwegians ledelse og medarbejdernes tillidsrepræsentanter imidlertid, at ledelsen i Norwegian blev gjort bekendt med risikoen for pilotmangel allerede i efteråret sidste år.
Det er det norske erhvervsmedie E24, der har fået adgang til referater fra møder mellem Norwegian-ledelsen og tillidsrepræsentanterne i virksomhedens samarbejdsudvalg.
Ved møder den 8. september sidste år samt igen den 12. januar og 16. marts i år efterlyste tillidsrepræsentanterne mere information om bemandingssituationen, uden at ledelsen tog affære.
I referatet fra mødet den 12. januar fremgår det, at beskeden fra ledelsen er, at man har fuld kontrol med situationen og at man ikke ser behov for at give tillidsrepræsentanterne flere informationer om bemandingssituationen – selvom tillidsrepræsentanterne igen og igen efterspørger lige netop den information.

Deltage i mediedebat
Referaterne viser også, at de norske, danske og svenske piloters tillidsrepræsentant gentagne gange har taget direkte kontakt til Norwegian-ledelsen for at få klarlagt behovet for piloter i løbet af året. Især status på bemandingssituationen i sommermånederne har været et tilbagevendende emne, som tillidsrepræsentanterne tog op igen ved et møde i juni.
Hos Norwegian ønsker man ikke at kommentere oplysningerne i referaterne fra møderne med tillidsrepræsentanterne.
”Hvem der har sagt hvad og hvornår, er der sikkert flere opfattelser af. Men vi ønsker ikke at deltage i en mediedebat om dialogen mellem de tillidsvalgte og selskabet,” siger pressekontakt Astrid Mannion-Gibson fra Norwegian til E24.

Fire gange normal dagsløn
Norwegian har angiveligt haft den store pengepung fremme for at overtale selskabets piloter til at droppe deres ferie og fridage og i stedet komme på arbejde for at løse problemet med mangel på piloter. Ifølge den norske avis Dagens Nyheter tilbød Norwegian i sidste uge piloterne hvad der cirka svarer til fire gange en normal dagsløn for bare én dags arbejde i cockpittet.
I grove træk var Norwegian parat til at give piloterne hvad der svarer til dobbelt overtidsbetaling. Da overbetalingstaksten normalt er 100 procent ekstra i løn per dag, så ville det altså svarer til det firdobbelte af den normale dagsløn.
Ifølge avisen ville kaptajner få mindst 18.000 norske kroner udbetalt for at arbejde på en fridag. Kaptajner med lang anciennietet ville kunne få op til 24.000 kroner om dagen, mens styrmænd ville få en check på 12.000 norske kroner.
Det er uvist hvor mange piloter, der benyttede sig af de attraktive tilbud. Men i løbet af mandagen fik Norwegian bedre styr på sin trafikafvikling og tirsdag havde selskabet kun ganske få aflysninger.

Planlægger for stramt
Det er ikke første sommer, at Norwegian må aflyse på grund af mangel på personale. Det skete også for et år siden. Selskabets danske informationschef, Daniel Kirchhoff, afviste tidligere på ugen over for CHECK-IN.dk, at Norwegian generelt planlægger sit trafikprogram for stramt.
Som CHECK-IN.dk tidligere har kunne fortælle, så har Norwegian engageret et kludetæppe af flyselskaber fra hele Europa til at hjælpe til i de travle sommermåneder med flyvninger til og fra Skandinavien. Hele syv flyselskaber hjælper i kortere eller længere tid i de kommende måneder.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.