SAS vælger leverandør uden overenskomst

I de kommende uger vil passagerer, der har købt billet med SAS kunne opleve, at flyrejsen bliver gennemført af luftfartsselskabet Air Alsie.
SAS har grundet ”operationelle udfordringer” hos en anden underleverandør hyret det sønderjyske selskab ind på ruterne København-Aalborg og København-Aarhus. Her skal fly og personale fra Air Alsie producere cirka 50 flyvninger i perioden 11. til 26. juni 2018, oplyser SAS.
Men i modsætning til SAS og selskabets øvrige underleverandører har Air Alsie ingen overenskomst med sine ansatte.

SAS: OVERENSKOMST IKKE ET KRAV

Tidligere har overenskomst ellers været italesat som et krav fra det skandinaviske luftfartsselskab.
Adspurgt om Air Alsie og den manglende overenskomst, gør Mariam Skovfoged, pressechef i SAS, det imidlertid klart, at en overenskomst ikke er et ultimativt krav for SAS, når der opstår behov for at leje ekstern kapacitet ind:
»Vi kræver lokale, attraktive vilkår for de ansatte, når vi lejer kapacitet ind. Det er noget, vi taler med vores leverandører om. Det gælder Air Alsie, og det gælder udenlandske samarbejdspartnere,« siger Mariam Skovfoged.

HAR TIDLIGERE KRÆVET OVERENSKOMST

Hos det delvist statsejede luftfartsselskab hed det sidste år, at underleverandører til SAS skal have en overenskomst:
»Vi forudsætter, at vores underleverandørs ansatte er på overenskomst. Derfor er Regional Jet i gang med at forhandle dette med FPU. Vi forventer derfor, at det er på plads inden, de begynder at flyve for os på nogle af vores ruter,« sagde Mariam Skovfoged til Berlingske 18. maj 2017, da Flyvebranchens Personale Union, FPU, forhandlede overenskomst med SAS-leverandøren Regional Jet.
Denne udmelding gav efterfølgende anledning til, at finansminister Kristian Jensen (V), som repræsentant for den danske stats ejerandel i SAS, sagde:
»Som ejere er vi interesseret i, at SAS har konkurrencedygtige vilkår og, at de har ordentlige vilkår. Og til ordentlige vilkår, der har SAS selv defineret, at deres egne og underleverandører skal som udgangspunkt have overenskomst. Det går jeg ud fra, de kan levere.«

PRES PÅ ALLE ANSATTE I BRANCHEN

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Steen Navrbjerg ved Københavns Universitet er det ikke uden betydning, når en stor operatør som SAS vælger leverandører uden overenskomst.
»SAS er en stor og delvist statsejet operatør i en international branche, og hvad de vælger at gøre, har stor betydning for den øvrige branche. I alle brancher gælder det, at store selskaber sætter tonen. Hvis ikke SAS kræver overenskomst hos leverandører, bliver det også svært at kritisere andre for ikke at kræve det,« siger han.
Hos FPU, der har overenskomst med de øvrige SAS-leverandører, bekymrer det næstformand Anders Mark Jensen, at SAS med valget af Air Alsie går væk fra sit princip om overenskomstkrav til underleverandører:
»SAS hyrer et selskab uden overenskomst ind til at lave produktion, hvor alle andre har overenskomst. At et selskab ikke har overenskomst, mens andre har, er stærkt konkurrenceforvridende. Det er med til at presse alle ansatte i branchen,« siger han og tilføjer:
»En overenskomst handler ikke kun om løn. Det handler også om at give tryghed og den rettighed, at de ansatte kan være uenige med ledelsen på en ligeværdig måde.«

AIR ALSIE MØDT MED OVERENSKOMSTKRAV

FPU har i dag overenskomst med både CityJet og Regional Jet, som leverer flyvninger til SAS.
Fagforeningen har også været i dialog med Air Alsie, der selv flyver indenrigsruten Sønderborg-København og snart også Sønderborg-Rønne under navnet Alsie Express.
»Vi har talt med Air Alsie flere gange med henblik på at få en overenskomst, men uden held. Nu vil de så flyve for SAS i Danmark, hvor alle andre leverandører har overenskomst,« siger Anders Mark Jensen og tilføjer:
»Derfor har vi som ansvarlig fagforening sendt et overenskomstkrav til selskabet, og de har sagt ja til at mødes med os, hvilket, vi håber, fører til en overenskomst

AIR ALSIE AFLØSER PRIMÆRT FOR CITYJET

SAS ønsker ikke at oplyse, hvem af selskabets underleverandører, der er skyld i, at Air Alsie nu må lejes ind.
Det fremgår dog af selskabets tidstabel, at Air Alsie primært skal flyve på de afgange, som underleverandøren CityJet sædvanligvis står for.
Tidligere på foråret kom det frem, at mange piloter har valgt at forlade CityJet. SAS bekræftede på daværende tidspunkt, at personalemangel var en medvirkende årsag til en stribe aflysninger.
Branchemediet CHECK-IN.dk har siden opgjort antallet af aflysninger til 235 operationer i perioden 22. april til 30. juni.