torsdag 11. april 2019

I dobbeltseng fra CPH - Check-In

QSuite med dobbeltseng på Business Class hos Qatar Airways. (Foto: Qatar Airways)

Flyvende dobbeltseng fra Københavns Lufthavn

Qatar Airways introducerer til maj sin Qsuite-kabine på flyvninger til og fra Københavns Lufthavn, hvormed passagererne på Business Class nu får mulighed for at ligge i dobbeltseng.
Om få uger kan man lægge sig til rette sammen med sin partner i en behagelig dobbeltseng på Qatar Airways’ flyvninger ud af Københavns Lufthavn.
Det mellemøstlige flyselskab har nemlig valgt at lancere den luksuriøse Business Class-kabine Qsuite på selskabets flyvninger til og fra Danmark fra den 1. maj i år. Passagererne på flyvninger mellem København og Doha får dermed en ny form for luksus på flyveturen i form af blandt andet en dobbeltseng, der er branchens første.
Det patenterede Qsuite-produkt beskrives af flyselskabet som ”First in Business”, hvor passagererne således får en førsteklasses-oplevelse på Business Class med det såkaldte quad seating-koncept og dobbeltseng. Flytbare paneler er placeret mellem de store sæder, og der vil være mulighed for at skabe private kabiner i kabinen. Sædekonfigurationen er 1-2-1, hvor det normalt hedder 2-2-2 på selskabets Business Class.
Rejsende på Business Class kan dermed tilpasse deres rejseoplevelse, og man kan – hvad enten man er kolleger, venner eller familie – skabe sit eget rum med mulighed for at arbejde, spise eller hygge sig sammen. Er man eksempelvis fire kolleger af sted, er det muligt at omdanne fire midtersæder til et privat rum. Og rejser man som et par, kan dobbeltsengen trylles frem i Qsuiten.
Tre ugentlige afgange fra maj
I første omgang bliver det muligt at booke plads i Qsuiten på Qatar Airways’ Boeing 777-300ER-fly på rejserne mellem København og Doha. Fra lanceringen den 1. maj bliver der tre ugentlige afgange, hvor man kan opleve Qsuite-produktet.
Fra Doha bliver der afgang på tirsdage, torsdage og lørdage på rute QR161. Flyet afgår klokken 01.35 med ankomst klokken 07.05 i København. Fra København er der afgang på samme ugedage på rute QR162. Afgang klokken 08.20 med ankomst klokken 15.35 i den mellemøstlige oliestat. Fra den 1. juni bliver bliver Qsuite-produktet tilgængeligt alle ugedage.
Qsuite hos Qatar Airways giver mulighed for at sidde fire personer sammen i en separat kabine, hvor lodrette paneler afskærmer fra øvrige Business Class-passagerer. Foto: Qatar Airrways













Oneworld-medlemmet Qatar Airways lancerede første gang Qsuite-kabinen i juni 2017 og siden har produktet bredt sig til flere destinationer rundt om i hele verden. Den flyvende luksus, der sætter nye standarder i rejsekomfort på Business Class, er introduceret på flyvninger fra Doha og til Stockholm, London, Paris, New York, Chicago, Shanghai og Canberra.
Fleksibelt madkoncept
Ud over at der kan dannes private rum og dobbeltsenge i QSuite-kabinen, er der også en helt masse finurlige detaljer i Qsuite-produktet. Hvert sæde er polstret med håndsyet italiensk læder, og der er indført et helt nyt madkoncept med flere valgmuligheder end før. Herudover er IFE-underholdningssystemet opgraderet, så passagererne hurtigt kan få et overblik over de omkring 3.000 Oryx One-underholdningstilbud.
Madkonceptet indebærer, at passagererne kan spise, når de vil, ligesom der vil være snacks og småretter undervejs på hele flyvningen. Hvis man ønsker ekstra lang søvn, kan morgenmaden indtages i ekspresfart frem mod klargøringen til landing.
Uventet besøg af Qsuite-produkt i CPH
I begyndelsen af november sidste år var der uventet besøg af en Boeing 777-300ER med Qsuite-kabine i Københavns Lufthavn på grund af et ekstraordinært flybytte hos Qatar Airways. Der er i alt 42 sæder i Qsuite-kabinen, mens der er plads til 316 passagerer i Economy Class.
Qsuiten findes indtil videre på en række af selskabets Boeings 777-300ER og Airbus A350-900/1000. Helt nye fly leveres med Qsuiten, mens eksisterende fly gradvist bygges om til at indeholde Qsuiten. Flytyperne Boeing 787 Dreamliner og Airbus A380 hos Qatar Airways får en ”modificeret” udgave af det luksuriøse produkt.
Qatar Airways vandt i 2017 prisen som ’Airline of the Year’ for fjerde gang, og samme år blev Business Class-produktet hos Qatar Airways kåret som verdens bedste af Skytrax.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.