fredag 12. april 2019

Tyskland kjøper nytt regjeringsfly - A350-900 - Check-In




Airbus A350-900 på sin første flyvning i juni 2013. Foto: Don-vip

Luftwaffe bestiller A350-regeringsfly med raketafvisningssystemer


Det tyske luftvåben har lagt ordre på tre helt nye Airbus A350 til brug for landets regering. Flyene skal erstatte eksisterende A340-fly og bliver udstyret med raketafvisningssystem.
Tysklands ypperste politikere – herunder forbundskansler Angela Merkel – kan se frem til at flyve på arbejde jorden rundt i spritnye og yderst veludrustede Airbus A350-fly.
Den tyske regering har nemlig besluttet at indkøbe tre af de nyere langdistancefly fra den europæiske flyproducent. Det skriver det tyske medie Aerotelegraph. Flyene vil indgå i det tyske luftvåben – også kendt som Luftwaffe – og de vil alle blive leveret med ekstraudstyr. Ganske bekosteligt ekstraudstyr, som Airbus kun sjældent installerer på nye fly.
A350-900-flyene er således bestilt med ønske om at få installeret et raketafvisningssystem, hvilket i sig selv – inklusiv reservedele – har en samlet værdi af 229 millioner euro, eller hvad der svarer til 1,7 milliarder kroner. Og så har historiens vel nok første A350’ere fået den maksimale sikkerhed.
Investering på ni milliarder kroner
Den tyske finansminister og vicekansler, Olaf Scholz, mener, at han sammen med sit team kan lande en god aftale med Airbus, da flyproducenten har fået en række afbestillinger på flyet. Det vurderes, at hver A350’er kan erhverves for 213 millioner euro (1,6 milliarder kroner, red.), selv om Airbus har en listepris på 280 millioner euro for en ny A350.
De samlede udgifter bliver dog betragteligt højere, da den tyske regering også ønsker særlig VIP-indretning i flykabinerne, hvilket koster ekstra 288 millioner euro (2,15 milliarder kroner, red.). Og tager man prisen med for raketafvisningssystemet vil den samlede investering nå op på næsten 1,2 milliarder euro, eller hvad der svarer til små ni milliarder kroner.
Regering mistede tillid til A340’ere
De nye fly er bestilt, fordi den tyske regering har haft en række uheldige episoder med de nuværende to regeringsfly af typen Airbus A340. I november sidste år kom Angela Merkel for sent til G20-topmødet i Buonos Aires i Argentina, fordi Luftwaffes 20-årige A340 havde tekniske problemer. Herudover blev et par andre ministre ligeledes også ramt af forsinkelse til Argentina, skriver Airlinerwatch.
“Den føderale regerings evne til at fungere, især dens evne til at arbejde, er særligt baseret på dens evne til at være mobil over hele verden,” skriver det tyske forsvarsministerium i en erklæring om at undgå fremtidige forsinkelser til skade for Tysklands omdømme. Alene i år har tekniske problemer med A340-flyene påvirket regeringsrejser i tre omgange.
Første A350 leveres næste år
Den første nye A350-900 til Luftwaffe vil efter planen blive leveret i juni 2020, og de to øvrige fly i 2022. To af flyene skal erstatte A340’erne, mens den tredje A350’er skal agere reservefly. Det er første gang, Tyskland bestiller helt nye regeringsfly. Hidtil har den tyske regering kun anvendt brugte og ombyggede Lufthansa-fly.
Når den tyske regering forventer at få en god pris på de nye A350-fly, er det som nævnt, fordi Airbus har fået afbestillinger på flytypen. Eksempelvis annullerede Etihad Airways for nyligt en ordre på 42 fly. Der er på den baggrund opstået uventede muligheder for potentielt at gøre et godt A350-køb hos den europæiske flyproducent, der blandt andet har fabrikker i Hamborg.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.