onsdag 22. november 2017

Lange ruter med trange fly - Check-In




Airbus A320-200neo (Computergrafik: Fixion)

Syv timers flyvning på A320-rute


Verdens formentlig længste rute med Airbus A320 udgår fra en nordisk lufthavn, hvilket også er tilfældet med den nok længste Boeing 737-rute.

De fleste synes formentlig, at lidt mere end fem timers flyvning til Gran Canaria er lang tid, når man sidder i et mellemdistancefly. Her er der nemlig ikke samme plads og bevægelsesmuligheder som i et stort langdistancefly, der typisk har større gangarealer samt områder, hvor man kan strække benene ved pantriet og toiletterne.
Afstanden mellem København og Gran Canaria er på hele 3.806 kilometer, men flyver man på rutenummer WW698 mellem Reykjavik og Tel Aviv, vil man formentlig begive sig ud på verdens længste Airbus A320-rute. Her skal der nemlig tilbagelægges 5.284 kilometer og flyves i næsten syv timer.
Islandske WOW air betjener ruten med en Airbus A320-200neo, og i tidtabellen er rejsetiden oplyst til syv timer og 10 minutter, hvilket er bloktiden ved afgang fra gaten i Keflavik-lufthavnen til ankomst ved gaten i Ben Gurion International Airport.

WW698 Keflavik-Tel Aviv (Grafik: Flightradar24.com)
Tiden i luften er dog lidt kortere, da den effektive flyvetid varierer mellem fem timer og 49 minutter som den hidtil hurtigste flyvning på ruten til seks timer og 54 minutter, som er tiden for den længstvarende flyvning indtil dato.
5.400 kilometer med Boeing 737 MAX
Men islændingene går generelt ikke af vejen for lange flyvninger med mellemdistancefly. Grundet den geografiske beliggenhed midt i Nordatlanten, kan flyselskaberne fra vulkanøen benytte mellemdistancefly til Nordamerika og det kontinentale Europa.
Således er flyvningerne fra Reykjavik til den amerikanske østkyst planlagt til omkring seks timer og 10 minutter, til Chicago på seks timer og 45 minutter og Seattle i alt syv timer og 50 minutter. Her det eksempelvis Boeing 757-200 fra Icelandair, der benyttes, og heller ikke i dette tilfælde er der tale om egentlige langdistancefly.
A320-ruten fra WOW air bliver dog overgået af Norwegian. Selskabets nye Boeing 737 MAX 8 tilbagelægger endnu længere distancer. Eksempelvis er ruten fra Bergen til T.F. Green International Airport ved Providence i delstaten Rhode Island på den amerikanske østkyst på hele 5.400 kilometer, og den gennemsnitlige flyvetid har indtil videre været på seks timer og 49 minutter.

D81831 Bergen-Providence (Grafik: Flightradar24.com)
Vi hører gerne fra læserne, om der er kendskab til længere ruter med enten Airbus A320 eller Boeing 737.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.