torsdag 18. oktober 2018

WOW Air rydder vekk USA ruter - Check-In

 
 
Airbus A321 i St. Louis Lambert International Airport (Foto: STL)

WOW air lukker flere amerikanske ruter

Islandske WOW air trækker sig fra ruterne til Cincinatti, Cleveland og St. Louis og efterlader skuffede og vrede amerikanske lufthavne bag sig.
Det kriseramte islandske lavprisflyselskab WOW air er i gang med at rydde op i rutenetværket. Det kommer indtil videre til at gå ud over tre amerikanske destinationer i Midtvesten.
Således vil WOW air lukke ruterne fra Keflavik til Cincinatti, Cleveland og St. Louis. De to førstnævnte ophører ved udgangen af oktober og vender ikke tilbage igen næste sommer. Ruten til St. Louis fortsætter frem til den 7. januar, hvorefter det foreløbigt også vil være slut med at betjene den destination.
Ruterne blev oprindeligt annonceret i slutningen af august sidste år sammen med en rute til Detroit. Ruten til Cleveland åbnede op den 3. maj, og herefter fulgte Cincinatti den 9. maj og St. Louis den 17. maj i år.
“Desværre må vi indrømme, at ruterne var en skuffelse for WOW air denne sommer i forhold til slutresultatet med en belægning, der ikke levede op til målsætningen for ruterne og sammenlignet med andre markeder i vort netværk,” siger WOW airs kommunikationsdirektør Svana Friðriksdóttir.
Lever ikke op til vilkår for incentives
Beslutningen om at indstille ruterne til Midtvesten er ikke blevet særligt positivt modtaget hos de lufthavne, der nu kommer til at miste flyforbindelser til Europa.
Det er almindelig kendt, at de amerikanske lufthavne har lokket med attraktive ruteudviklingsprogrammer for at tiltrække nye ruter, og når WOW air efterfølgende stikker halene mellem benene, så er der ikke meget forståelse hos de ramte lufthavne.
“Vi er skuffede, fordi der har været en stærk respons i markedet i hele St. Louis-regionen, og vi har tidligere fået at vide, at vi var et af flyselskabets bedste markeder i Midtvesten. Flyselskabet kommer ikke til at leve op til vilkårene for incentives med meddelelsen om at stoppe betjeningen i januar. Lufthavnen, St. Louis Economic Development Partnership og andre har været stolte af, at kunne bringe WOW air til St. Louis, og vi vil afsøge andre muligheder for at kunne tilbyde internationale forbindelser,” hedder det i en erklæring fra St. Louis Lambert International Airport, der ligger i delstaten Missouri.
Begrænset markedsføring trods støtte
Cleveland Hopkins International Airport i delstaten Ohio har givet både WOW air og Icelandair hver en million amerikanske dollars i markedsføringstøtte for de første to år af ruternes levetid. Ifølge lufthavnen har WOW air kun brugt 55.000 dollars i forbindelse med Cleveland Marathon og North Coast Harbor Ice Fest.
“Markedet i Cleveland responderede godt på de lavpriser, som WOW air har tilbudt. Men vi er skuffede over, at ruten ikke kommer til at fortsætte. Den stærke efterspørgsel efter WOW air og Icelandairs rute viser, at der en stigende efterspørgsel efter transatlantiske ruter fra Cleveland,” siger lufthavnsdirektør Robert Kennedy i en udtalelse.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.