tirsdag 12. mai 2020

Koronanytt fra Check-In


Kort nyt om coronakrisen

Følg med i vores opsummering af internationale luftfartsnyheder om COVID-19, der i øjeblikket påvirker flyselskaber og lufthavne over hele verden.

·        

IAG vil revurdere plan om opstart den 1. juli

(11-05-20 – 22:00) IAG-koncernchef Willie Walsh er så utilfreds med den britiske regerings beslutning om 14 dages hjemmekarantæne for alle ankommende passagerer til Storbritannien, at planen om at genoptage flyvningerne fra den 1. juli med op til 45 procent af den oprindelige kapacitet i tredje kvartal, vil blive revurderet.

Aktiesalg fra rumfartsturisme skal redde Virgin Atlantic

(11-05-20 – 21:55) Virgin-stifteren Sir Richard Branson vil sælge en aktiepost i rumturismeprojektet Virgin Galactic for at hente 3,5 milliarder kroner til at sikre redningen af Virgin Atlantic, der i sidste uge annoncerede, at 3.000 af 10.000 stillinger skal skæres væk.
Den britiske milliardær er blevet kritiseret for at søge statsstøtte, når han selv besidder en stor milliardformue.

British Airways overvejer fremtid i London City Airport

(11-05-20 – 21:50) Koncernchef Willie Walsh siger til britiske medier, at selskabet står fast på at blive i London Gatwick Airport. Derimod er der aktuelle overvejelser om at trække sig ud af London City Airport.

Tallinn vil have genåbnet ruter til Skandinavien og syv andre destinationer

(11-05-20 – 21:45) Lufthavne i estiske Tallinn vil forsøge at få genåbnet ruter til 10 destinationer, som lufthavnen finder er vigtige for Estland.
De 10 destinationer er Berlin, Frankfurt, Helsinki, København, London, Moskva, Oslo, Riga, Stockholm og Warszawa. Lufthavnen har ikke fået meddelelse fra operatørerne, at ruterne er lukket, omend der ikke er konkrete planer for, hvornår de skal i gang igen.

KLM vender tilbage til Aalborg

(11-05-20 – 11:10) KLM forventer at genoptage flyvningerne fra Amsterdam Schiphol til Aalborg Lufthavn fra 1. juni. Der flyves i første omgang én gang dagligt med 88-sæders Embraer E-175.
KLM har under coronakrisen fløjet til både København og Billund med et stærkt reduceret trafikprogram.

98 procent færre passagerer i svenske lufthavne

(11-05-20 – 11:05) I de 10 svenske lufthavne, der drives af den statslige lufthavnsoperatør Swedavia, var der i april blot 63.000 passagerer,  hvilket svarer til en tilbagegang på 98 procent fra 3,2 millioner passagerer i samme måned året før.
Det fordelte sig med 37.500 internationale passagerer og 25.500 indenrigspassagerer. I Stockholm Arlanda-lufthavnen var der i april 46.000 rejsende mod omkring to milioner året før.
Otte af Swedavias lufthavne havde færre end 3.000 passagerer i april, og to lufthavne, henholdsvis Stockholm-Bromma og Ronneby Airport havde ingen passagerer på kommercielle rute- eller charterflyvninger.

Tidligst fly til Fiji i juli

(11-05-20 – 11:00) Fiji Airways har forlænget de internationale aflysninger frem til udgangen af juni som følge af COVID-19-pandemien.
Når flyvningerne efter planen genoptages den 1. juli forventer selskabet samtidig et reduceret trafikprogram som følge af den lavere efterspørgsel.

Flyselskab skal afskedige 2.000 som betingelse for lånegaranti

(11-05-20 – 08:10) Den israelske stat har besluttet at stille lånegarantier til rådighed for El Al for et beløb svarende til næsten 2,8 milliarder danske kroner.
Der er dog flere betingelser knyttet til lånegarantien, og det er blandt andet, at det israelske flyselskab skal afskedige 2.000 medarbejdere, hvilket svarer til omkring en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke.

Qantas udsætter bestilling og levering af nye fly

(11-05-20 – 08:05) Australske Qantas har besluttet at udsætte leveringen af nye fly.
I 2020 skulle selskabet modtage tre nye Boeing 787-9 Dreamlinere, og fra august 2020 skulle leveringen af de første af 18 Airbus A321neo have fundet sted.
Qantas oplyser også, at planerne om at bestille 12 helt nye ultra langtrækkende Airbus A350 er blevet sat på pause.

Delta stopper betjeningen af 10 lufthavne

(10-05-20 – 09:10) Delta Air Lines har besluttet frem til september at indstille flyvninger til 10 amerikanske lufthavne på grund af kapacitetstilpasninger i forbindelse med COVID-19-pandemien.
Det drejer sig om lufthavne, hvor det amerikanske SkyTeam-selskab i forvejen flyver til en større lufthavn i nærheden. De omtalte lufthavne er Chicago Midway, Oakland International Airport, Hollywood Burbank, Long Beach, Providence,  Westchester County Airport, Stewart International, Akron-Canton, Manchester-Boston Region og Newport News/Williamsburg.

Air France indfører temperaturkontrol

(10-05-20 – 09:05) Air France KLM indfører fra mandag den 11. maj påbud om, at passagererne skal bære mundbind eller ansigtsmasker.
Air France går længere endnu og vil fra samme dag starte indfasning af en temperaturkontrol af samtlige afrejsende passagerer.

14-dages karantæne på vej i Storbritannien

(10-05-20 – 09:00) Britisk medier rapporter, at regeringen er klar til at indføre en 14-dages karatæneperiode for alle ankommende flypassagerer fra alle lande med undtagelse af Irland.

Dansk flyselskab får første underskud nogensinde

(08-05-20 – 17:40) Billund baserede SUN-AIR Aviation Group styrer mod det første underskud i selskabets 42-årige historie.
Selskabets nuværende regnskabsår går fra 1. oktober 2019 til 30. september 2020, og coronakrisen kommer til at dominere det meste af perioden.
“Der er 100 procent garanti for, at vi for første gang nogensinde kommer ud med et negativt resultat,” siger administrerende direktør Kristoffer Sandberg til JydskeVestkysten.

Lufthansa-koncernen kan betjene 106 destinationer fra juni

(08-05-20 – 17:35) Fra den 1. juni vil Lufthansa-koncernen sende yderligere 80 fly på vingerne, således at 160 fly skal gennemføre et trafikprogram med indtil videre 106 destinationer.
“Vi kan mærke et stort behov og længsel blandt folk om at rejse igen. Hoteller og restauranter åbner langsomt, og besøg hos venner og familie tillades i nogle tilfælde igen. Med al forsigtighed gør vi det nu muligt for folk at indhente og opleve, hvad de måtte undvære i lang tid. Det siger sig selv, at vores gæster og medarbejderes sikkerhed og sundhed vil være af højeste prioritet,” skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.
Påbud om brug af mundbind og ansigtsmasker er blevet godt modtaget af passagererne og vil stadig være gældende.

Tilbagegang på over 40 procent i tyrkiske lufthavne

(08-05-20 – 17:30) I perioden fra den 1. januar til den 30. april rejste 33,7 millioner pasagerer gennem de tyrkiske lufthavne, hvilket er en tilbagegang på 41,3 procent i forhold til samme periode året før.
Tilbagegangen var størst på indenrigsflyvningerne, hvor antallet af passagerer faldt med 42,2 procent, mens der “kun” var et fald på 40,4 procent hos de internationale passagerer.

SWISS genoptager op til 20 procent af flyvningerne

(08-05-20 – 17:25) SWISS meddeler, at selskabet i juni forventer at genoptage mellem 15 og 20 procent af det oprindelige trafikprogram.
Ifølge koncernchef Thomas Klühr vil SWISS kunne gennemføre 140 ugentlige flyvninger fra Zürich til 30 destinationer i Europa og omkring 40 ugentlige operationer fra Geneve til 14 europæiske destinationer.
SWISS vil fortsat flyve tre gange om ugen til Newark, og fra june vil der blive tilføjet flere interkontinentale destinationer.

Piloter har ikke fået løn i tre måneder

(08-05-20 – 17:20) Indiske medier skriver, at piloterne i Air India er desperate, da de ikke har fået løn i tre måneder. Der er en stigende kritik af ledelsen i flyselskabet og dens evne til at håndtere coronakrisen.
Air India er i forvejen tynget af gæld, og allerede inden COVID-19-pandemien brød ud har den indiske regering forsøgt at sælge det statsejede flyselskab.

Første underskud i flyselskabs 48-årige historie

(08-05-20 – 17:15) Singapore Airlines styrer mod det første underskud i selskabets 48-årige historie.
Regnskabsåret 2019/20 løber fra den 1. april til den 31. marts, og selvom selskabet klarede sig godt i årets ni første måneder, vil tabene i det sidste kvartal være så store, at der bliver røde tal på bundlinjen.
I regnskabsårets tredje kvartal kunne Singapore Airlines berette om et nettoverskud på 520 millioner singapore dollars, hvilket svarer til mere end 2,3 milliarder danske kroner.

Wizz Air vil etablere base i Gatwick

(08-05-20 – 17:10) British Airways overvejer at trække sig held ud af Gatwick Airport, mens Norwegian har opgivet at flyve fra den britiske storlufthavn før april 2021.
Det skaber nye muligheder for Wizz Air, der i dag har britisk base i London Luton Airport.
“Vi har længe været interesseret i Gatwick, og vi har klart en ambition om at etablere en base der,” siger selskabets koncernchef József Váradi.

Myndigheder fjerner krav om social afstand

(08-05-20 – 17:05) De civile luftfartsmyndigheder i Vietnam har meddelt de vietnamesiske flyselskaber, at kravet om social afstand i flyene samt passagerbegrænsninger er ophævet fra den 7. maj.
Herudover har man også fjernet restriktionerne på antallet af flyvninger Hanoi, Ho Chi Minh City og Da Nang.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.